Et fingerpeg om genoprettelsen af autenticitet: Bussot, Raul

Efter at vi var ankommet til USA, begyndte jeg at arbejde for et CATV-selskab. Senere arbejdede jeg selvstændigt som tv-tekniker og brugte de færdigheder, jeg havde lært i Cuba, og i 1999 begyndte jeg at arbejde for telefonselskabet AT&T.

I Cuba arbejdede jeg med elektronik. Jeg havde studeret elektronik der og arbejdede i flere år i et firma, der ydede teknisk service til computere. Men den løn, jeg fik af staten, var ikke nok til at forsørge min familie, så jeg var også nødt til at arbejde privat med at reparere alle slags elektroniske apparater.

Situationen i Cuba var meget vanskelig, da vi rejste. Efter Sovjetunionens sammenbrud faldt forsyningen af alle slags varer til Cuba kraftigt, og der var mangel på alt – tøj, mad og meget andet. Det grundlæggende problem var ikke penge, men at varerne ikke fandtes, og det var hovedårsagen til, at vi rejste. Forholdene blev lidt bedre, efter at det blev afkriminaliseret at være i besiddelse af amerikanske dollars, og mennesker bosat i USA fik lov til at sende penge til Cuba, men de ændrede sig ikke særlig meget. Unge mennesker manglede stadig en fremtid og muligheder, og livet under et undertrykkende system, som ikke gav mennesker mulighed for at udvikle sig som individer, var fortsat meget vanskeligt.

Det skyldtes både den økonomiske og den politiske situation. Mennesker som mig, der arbejdede privat og fik adgang til lidt flere penge eller varer, blev ofte forfulgt og straffet for det, der blev kaldt »ulovlig berigelse«. Brændstofmangel førte også til hyppige strømafbrydelser, som gjorde det umuligt for mig at reparere elektronisk udstyr. Det var ekstremt svært at finde mad, tøj og sko til mine to sønner. Alt dette fik os til at beslutte at forlade øen som familie.

Det mest enestående øjeblik var, da USA's kystvagt reddede os. Efter at have drevet rundt på havet i fem dage følte vi endelig, at vi havde overlevet. Det var, som om en tung byrde blev løftet fra mine skuldre, og jeg vidste, at vi faktisk var nået frem til det sted, vi mente, vi måtte nå. Det var afslutningen på vores lange odyssé på havet.

Mit liv ændrede sig tydeligt, efter at jeg kom til USA. Jeg lærte engelsk, forbedrede mine arbejdsvilkår og fik mulighed for at arbejde for en god virksomhed. Frem for alt kunne vi give vores børn en god uddannelse, hvilket var en af hovedårsagerne til, at vi kom til dette land. Mit liv ændrede sig mærkbart og blev langt bedre.

Jeg syntes, det var godt, at nogen i et andet land ville bruge tid på at dele denne form for erfaring. Jeg tænkte, at det især kunne være en hjælp, hvis det nåede mennesker i Nordkorea, som lider under et system, der ligner Cubas, og som måske håber på et bedre liv og et andet samfundssystem. Jeg var glad, fordi jeg aldrig havde forestillet mig, at mennesker i et udviklet land med en helt anden kultur ville interessere sig for disse begivenheder. Indtil da havde jeg troet, at sådanne historier kun interesserede cubanere.

Jeg ville give mig selv modet til at gøre det igen. At få mulighed for at komme til USA var det bedste, der er sket i mit liv. Jeg ville sige til mig selv, at jeg på forhånd skulle undersøge lidt mere, så vi kunne gennemføre det på en bedre måde. Alligevel ville jeg træffe den samme beslutning og forsøge igen. At prøve at flygte fra et land, hvor mennesker ikke har nogen fremtid, er noget, man er nødt til at gøre.

Vi ankom til USA med vores to små børn og boede i begyndelsen i min fars meget lille hjem. Senere lejede vi et større og mere komfortabelt hus, børnene begyndte i sommerlejr, og min mand og jeg begyndte at arbejde. Jeg tog et otte måneder langt engelskkursus om aftenen og fik arbejde på den skole, hvor jeg studerede. Efterhånden blev jeg bedre til engelsk og skiftede job, og da børnene var blevet lidt ældre, begyndte jeg igen til engelskundervisning. Derefter gennemførte jeg en toårig radiografiuddannelse og begyndte at tage røntgenbilleder. På et hospital lærte jeg at udføre MR-scanninger, og jeg arbejdede stadig inden for det felt på tidspunktet for interviewet.

Jeg studerede elektronik og computerhardware og arbejdede for et computerreparationsfirma. Min mand blev uddannet på den samme skole og arbejdede i det samme firma; vi mødtes der, blev gift og fik to børn. Livet blev vanskeligere, efterhånden som vores ansvar og forpligtelser som familie voksede. Vi havde så lidt plads at bo på, at vi efter børnenes fødsel måtte begynde at udvide huset, så vi kunne bo mere komfortabelt.

Situationen i Cuba var meget vanskelig i 1993. Vi havde to børn på tre og fire år, og livet blev stadig hårdere og mere kompliceret. Livet handlede grundlæggende om at overleve, og det var svært at have nogen ambitioner eller planer. Uanset hvor meget man arbejdede, eller hvad man ønskede, afhang ens liv fuldstændigt af den måde, systemet dengang var indrettet på.

Det var ikke blot et økonomisk behov. Vi ville overvinde den daglige lidelse ved hele tiden at forsøge at overleve, sætte os mål og udrette noget. Men det var næsten umuligt at lægge planer der; jeg følte mig som en marionetdukke, der fik besked på, hvad jeg skulle gøre. Vi måtte vælge mellem at blive og vegetere eller at rejse for at søge en bedre fremtid, hvor vi selv kunne lægge planer og træffe beslutninger.

Den benzin, vi havde regnet med skulle bringe os hele vejen til USA, slap op meget tidligere, så vi drev rundt på havet. Vi havde forventet at nå frem på omkring fjorten timer, men vi vidste ikke, hvor tæt på eller langt fra den amerikanske kyst vi var, og troede, at vi var tættere på Cuba. Fordi Golfstrømmen gjorde det svært at ro, besluttede vi på et tidspunkt at vende tilbage til Cuba. Men vores to små børn, som vi havde lovet et bedre sted, protesterede kraftigt mod at vende om. Vi var rejst for deres skyld, så vi besluttede at fortsætte for deres skyld og bevægede os igen fremad.

Vi tog flydende mælk og kondenseret mælk med til børnene samt chokolade, Spam på dåse, sukker og vand. Vi havde også forberedt tøj, der kunne beskytte dem mod sol og kulde, blandt andet trøjer, jakker med hætte og håndklæder. Vi havde et kompas og hjemmelavede redningsveste samt piller og indsprøjtninger, hvis børnene blev søsyge. Alex, det yngste barn, blev ofte syg, og hans medicin holdt op med at virke efter cirka seks timer. Senere nægtede han at tage pillerne, så jeg måtte give ham en indsprøjtning. Vi brugte alt, hvad vi havde taget med, og det var alt sammen meget nyttigt.

Hver gang vi så et skib, råbte vi: »Vi har børn med!« for at tiltrække os opmærksomhed. Børnene hørte os sige det så mange gange, at de også råbte det. Efter at vi var blevet reddet, husker jeg også, at Raul Jr. spurgte, om strømmen gik her. I Cuba var strømmen ofte væk, når der blev sendt tegnefilm, så børnene ikke kunne se dem. Da vi forklarede, hvad han mente, smilede og lo redningsfolkene, fordi det næsten aldrig skete i USA.

Først blev jeg overrasket over, at det skulle ske. Derefter følte jeg stor glæde og beundring over, at nogen fra en kultur, der var helt forskellig fra vores, interesserede sig for det, vi havde oplevet. Jeg mener, at Nordkorea lider under undertrykkelse, begrænsninger og problemer, der ligner dem, vi oplevede. Det gjorde indtryk på mig, at mennesker fra en anden kultur interesserede sig for disse realiteter og ønskede at vise ikke blot deres egen virkelighed, men også virkeligheden i andre lande som vores.

Håbet om, at jeg kunne give mine børn et bedre liv, en bedre fremtid og et liv, der var anderledes end det, de havde.

Jeg ville sige, at jeg burde have gjort det tidligere, og at jeg ville træffe den samme beslutning igen, hvis det blev nødvendigt. Jeg har aldrig fortrudt det. Vi var i stand til at nå de mål, som vores planer og grundene til, at vi rejste, repræsenterede. Hvis jeg skulle gøre det igen, ville jeg gøre det.

Efter ankomsten til USA husker jeg, at vi flyttede ind i et nyt hus, og at jeg gik i grundskole og mellemskole. Vi flyttede igen, og jeg kom på et kunstgymnasium, hvilket var en rigtig god oplevelse. Senere gik jeg på college i Brooklyn i New York, hvor jeg mødte mange interessante mennesker. Da jeg var færdig på college, besluttede jeg at tage til Seoul.

Jeg var kun fem år, da jeg rejste fra Cuba, så jeg har ikke mange minder. Mine forældre har fortalt mig, at jeg var et stille barn, der kunne lide at se fjernsyn og tegne. Jeg brugte meget tid på at lege på gaden med venner, min lillebror og børn fra de nærliggende hjem. Dengang var der ikke meget for børn at foretage sig i Cuba ud over de dagligdags ting lige omkring dem.

Mine minder er bevaret som enkelte billeder eller drømmeagtige scener snarere end som en sammenhængende fortælling. Flåden blev samlet om natten i et lille mangroveområde ved havet, ikke ude på åbent vand. Jeg husker mørket og fugten, at flåden blev flyttet ned til vandet, at nogen gled på en strand med temmelig store sten i stedet for sand, lugten af benzin og røgen fra motoren, da vi forlod Cuba. På havet husker jeg hunden, der sprang ud fra flåden, og stormen. Flåden steg og faldt i vinden og regnen, og Francisco holdt fast i mig. Vi bandt os til flåden, så ingen blev kastet i vandet, og dækkede os med en presenning eller håndklæder. Jeg husker også kulden den nat, men jeg husker ikke hele rejsen.

Jeg havde altid undret mig over historien om min families flugt fra Cuba, men jeg havde aldrig direkte bedt mine forældre om at fortælle mig den i detaljer. Vi talte sjældent om det, og som tiden gik, fik alle mere travlt og flyttede længere fra hinanden, så historien gradvist blev lagt bag os. Da jeg mødte Kim Hongrok og fortalte ham min families historie, ville han straks gøre den til et værk, som kunne vises for andre. Vi mente begge, at historien var værd at fortælle igen. Jeg syntes, at han havde et skarpt blik for kunst og for de omstændigheder, som mennesker i vores tid lever under. Jeg deltog som et medium for fortællingen. Jeg håbede, at værket ikke blot ville formidle den stærke historie om flugten fra Cuba, men også give mennesker mulighed for at se på deres eget liv.

Det er meget vigtigt i mit liv at vide, hvor jeg kommer fra. At forlade Cuba med min familie som femårig – et sted, hvor der kun var få muligheder og lidt håb – gav os chancen for selv at skabe vores liv og gav mig noget særligt, som mange mennesker ikke har: et perspektiv og en målestok, jeg bedømmer alt, hvad jeg gør, ud fra. Hvis mine forældre ikke havde sat vores liv og fremtid på spil ved at beslutte at forlade Cuba, ville jeg ikke være her, vi ville ikke skabe denne udstilling, og jeg ville ikke have opnået de ting, jeg har. Derfor føler jeg, at jeg bør nå længere og gøre mere. Det er en gæld, jeg skylder mig selv og mine forældre.

Det første, jeg vil formidle, er håb: håb om, at mennesker under forhold som dem i Cuba eller Nordkorea kan få mulighed for at rejse væk, bygge deres eget liv under bedre vilkår og træffe deres egne beslutninger. Samtidig håber jeg, at mennesker i det moderne samfund, som ikke har stået i en kamp på liv og død ud over hverdagens vanskeligheder, vil bruge min historie til at reflektere over deres eget liv. At tilbringe fem dage på en flåde under flugten fra et kommunistisk land uden at vide, om vi ville overleve, bliver hos en resten af livet. Jeg håber, at denne historie giver håb til mennesker i lignende situationer og bliver en lille anledning for andre til at forbedre deres eget liv.

At bo i Seoul i mere end et år gav mig meget tid til at iagttage koreanere. Jeg tilbragte det meste af mit liv i Miami, hvor der er en stor cubansk befolkning. Jeg oplevede, at både koreanere og cubanere har en stærk følelse af fællesskab og varme. Venner behandler hinanden som brødre eller søstre; en person, de lige har mødt, kan hurtigt blive budt velkommen som familie; og folk er villige til at dele det, de har, selv med en ukendt gæst. De to kulturer og samfund er forskellige, men jeg så mange ligheder i relationerne mellem mennesker. Jeg mødte vidunderlige mennesker og havde fremragende oplevelser i Korea. Ligesom det ændrede mit liv at forlade Cuba, ændrede min oplevelse i Korea det også. Jeg ønsker at sætte et positivt aftryk på Korea, ligesom Korea satte et positivt aftryk på mit liv.

Efter at vi var ankommet til USA, kunne jeg få de ting, jeg ønskede mig, og jeg manglede ikke noget. Jeg fik oplevelser, som mange mennesker ikke får, og jeg har levet et meget godt liv.

Efter hvad mine forældre har fortalt mig, var det svært at skaffe mange grundlæggende fornødenheder, blandt andet tøj og mad. Min bror og jeg var meget små, og alle børn vil i virkeligheden bare se tegnefilm i fjernsynet eller lege. Vi legede hovedsageligt udenfor og kunne kun foretage os enkle ting, fordi der var meget lidt i Cuba, som kunne underholde os.

Jeg har meget få minder fra Cuba, men én scene fra rejsen på flåden er blevet hos mig. Den tredje nat mødte vi en voldsom storm midt ude på havet. Alt var sort, og lyn slog ned i havet og oplyste omgivelserne. I det øjeblik husker jeg, at jeg så min far – eller silhuetten af min far – stå på flåden. Jeg ved ikke, hvordan mit liv ville have været, hvis jeg var vokset op i Cuba. At komme til USA gav mig mulighed for at studere det, jeg ønskede, og leve uden begrænsninger. Jeg mener, at det netop var den mulighed, mine forældre ville give os ved at bringe os hertil.

Når nogen spørger, hvad der har været det mest interessante i mit liv, er det første, jeg kommer i tanke om, vores rejse på flåden, og hvordan mit liv ændrede sig som følge af den.

Jeg blev overlykkelig. Der findes mennesker, som er opmærksomme på vanskelige emner, og der findes også mennesker, som lever meget hårde liv under militærregimer som dem i Cuba og Nordkorea. Jeg håbede, at mennesker over hele verden ville få at vide, hvad der virkelig foregik, og at mennesker, som lever i disse lande, måske en dag ville møde udstillingen og få håb om at forlade deres nuværende liv til fordel for noget bedre.

Cuba er det land, hvor jeg blev født, og roden til min nationalitet. Det præger mange dele af mit liv, blandt andet mit syn på mange spørgsmål. At komme fra Cuba til USA gav mig et mere åbent perspektiv end mennesker, som ikke har været nødt til at gennemleve sådanne vanskeligheder, og jeg mener, at det at være cubaner giver mig mulighed for at se verden i et bredere perspektiv.

Jeg vil gerne besøge Cuba når som helst. Jeg har stadig familie der, og jeg har besøgt landet før, haft gode stunder med min familie og set Cuba med egne øjne. Arkitekturen og bilerne gjorde særligt indtryk på mig. Det føltes som at rejse tilbage i tiden til 1951, og det var interessant at se bygninger, arkitektur og levevilkår fra 1950'erne, som stadig fandtes der. Det er interessant at besøge landet, fordi det er en verden, der er meget forskellig fra den, jeg lever i.

Mit liv ændrede sig fuldstændigt, som om nat var blevet til dag. I Cuba var det svært at udvikle sig selvstændigt, og officielt var jeg nødt til at arbejde for staten. Sådan som jeg husker det, kunne enhver, der ikke arbejdede for staten, erklæres for en farlig person i henhold til den såkaldte »farlighedslov« og fængsles i op til fire år uden grund. I USA har jeg kunnet drive min egen virksomhed og leve uden den slags problemer.

Det var ikke meget anderledes end livet for de andre, der var med på flåden. Hver morgen vågnede man og tænkte på, hvad man skulle spise den dag, og hvordan man kunne finde mad til i dag og i morgen. Livet i Cuba handlede grundlæggende om at finde noget at spise.

Det socialistiske system var kvælende. Når jeg så mod fremtiden i Cuba, følte jeg, at der ikke var nogen fremtid, ingen nutid, intet at leve for og intet, der var værd at kæmpe for. Livet var den samme kamp for at overleve hver eneste dag.

Der var mange svære øjeblikke på en rejse, hvor vi satte livet på spil, men jeg mistede aldrig min indre tro på, at vi ville nå frem. Den hårdeste periode, sådan som jeg husker den, var seks til otte timer omkring daggry om mandagen, hvor havet blev oprørt. Bølgerne var omkring otte til femten fod høje. Det er let at sige det her og få folk til at tro, at jeg lyver, men man er nødt til at opleve det på en flåde: under en koldfront og i kraftig vind, som jeg anslog til omkring tredive knob, blev flåden ved med voldsomt at stige og falde.

Det er som nat og dag. USA er mulighedernes land: Jo bedre man forbereder sig, arbejder og anstrenger sig, desto mere bliver ens indsats belønnet. Jeg har kunnet udvikle mig på mange måder som menneske i samfundet. Jeg er meget lykkelig. Selvom jeg boede flere år i Cuba, føler jeg, at de følelsesmæssige oplevelser og livserfaringer, jeg har haft og nydt i USA, har været langt rigere og bedre.

Vi byggede flåden af vandingsrør. Vi skaffede rør, der var omkring femten fod lange og otte tommer i diameter, ude på landet og transporterede dem to ad gangen på motorcykel til Havana. Vi svejsede og forseglede rørene og byggede flåden som en katamaran. Vi byggede den hjemme hos mig, så den kunne skilles helt ad og samles igen, hvilket forhindrede myndighederne i at opdage, at der blev transporteret en flåde. Vi bar den adskilte flåde til mangroverne, samlede den igen, monterede to cykelhjul under den og rullede den ned til vandet.

At nå USA sammen med Rauls familie var mit tredje forsøg. Ved det første forsøg blev jeg taget på fersk gerning og fængslet i tooghalvfjerds timer, men jeg lærte af oplevelsen. Ved det andet blev jeg ikke pågrebet, men flåden begyndte at synke, og jeg måtte vende tilbage. Ved det tredje brugte jeg det, jeg havde lært, til at bygge en flåde, der ikke ville synke. Den modstod alle situationer uden problemer, og vi nåede USA.

Redningsøjeblikket var det smukkeste øjeblik i verden, fordi vi lagde alle de dårlige forhold bag os, gik om bord på et skib og vidste, at vores liv fra det øjeblik var i sikkerhed. Inderst inde havde jeg troet på, at vi ville nå frem, men da kystvagtens fartøjer viste sig, forsvandt al tvivl endelig.

Det fik mig til at tænke på det, vi havde oplevet tyve år tidligere, sammen med situationen i Korea. Jeg så kontrasten mellem Syd- og Nordkorea som noget, der lignede kontrasten mellem USA og Cuba. Efter min opfattelse blev Cuba forhindret i at udvikle sig økonomisk, fordi landet internt blev blokeret af sin egen regering, og jeg mente, at noget lignende skete i Nordkorea. Jeg syntes, det var godt, at koreanere kunne sammenligne de to systemer og overveje, hvilket der bedst kunne udvikle menneskets potentiale. Efter min mening er kapitalismen ikke perfekt, men den giver flere muligheder end socialismen, når det gælder frihed og udviklingen af menneskets potentiale.

Efter at have boet her i tyve år ville jeg, hvis jeg kunne tale til mit tidligere jeg, sige: »Du er nødt til at rejse igen«, »Du er nødt til at fortsætte« og »Du er nødt til at nå frem«. Jeg ville give mig selv mere mod til at fortsætte.

Begyndelsen gik langsomt, fordi vi skulle tilpasse os livet her, men så begyndte alt at falde på plads. Jeg begyndte i byggeriet som tømrer, kørte derefter lastbil og bragte varer ud. Vi flyttede til North Carolina, hvor jeg arbejdede som airconditiontekniker i omkring halvandet år. Da vi vendte tilbage til Florida, kørte jeg igen lastbil, og efter at jeg forlod det arbejde, blev jeg ansat som tekniker hos AT&T. Jeg havde stadig det arbejde på tidspunktet for interviewet.

Fra jeg var ung, ønskede jeg altid at finde et andet liv. Livet i Cuba blev levet under undertrykkelse, og der var ikke meget andet at gøre end at finde enhver mulig måde at klare sig på uden en fremtid. Så mødte jeg Jorge, som rejste sammen med os, og vi blev enige om at bygge den flåde, der skulle bringe os hertil.

Jorge og jeg byggede omkring firs procent af flåden, og Raul sluttede sig til os i den sidste fase. Først skaffede Jorge og jeg rør fra en statsejet vandingsmark og transporterede dem på Jorges motorcykel til hans hjem i Santo Suarez. Vi byggede næsten hele flåden på taget af Jorges hus, og efter at vi havde fået kontakt med Raul, gjorde vi tre den færdig sammen.

En nat, efter at vi havde drevet rundt på havet i fire dage, så vi lys i horisonten og troede, at de kom fra kysten, så vi begyndte at ro. Vi skiftedes cirka hvert kvarter og fortsatte fra omkring klokken et, to eller tre om natten indtil omkring klokken et den følgende eftermiddag. Derefter blev vi fundet af fiskere på en båd. Da deres båd nærmede sig, sprang vores hund, Rommel, i vandet, som om den ville over til den anden båd, men den vendte tilbage til flåden. Et stort kystvagtfartøj fra Miami ankom, efterfulgt af et fartøj fra West Palm Beach og en helikopter. Omkring tredive miles fra kysten blev vi overført til kystvagtfartøjet fra West Palm Beach, som bragte os til immigrationskontoret i West Palm Beach.

Der er to eller tre minder, som altid vender tilbage til mig. Da hunden sprang i vandet, vidste vi ikke, om den ville vende tilbage, men det gjorde den, og vi trak den op på flåden igen. Jeg husker også, at Raul kastede et kompas, som vi havde fået fra et militært område, i havet, netop som vi skulle om bord på kystvagtfartøjet. Da besætningen spurgte, hvad han havde kastet, forklarede vi, at vi havde lovet at kaste kompasset i havet, hvis nogen fandt os derude.

Det var undertrykkelsen i Cuba og manglen på en fremtid. Det var ikke nogen måde at leve på. Fra jeg var tretten eller fjorten år, tænkte jeg altid på, hvordan jeg kunne finde en bedre fremtid og give min familie bedre levevilkår. Jeg mente, at mange cubanere havde det på samme måde.

Jeg blev meget glad for at høre, at Raul skabte en udstilling om vores afrejse fra Cuba og Castro-regimet. Jeg var glad for, at nogen forsøgte at vise verden, at det at forlade et system og flygte fra undertrykkelse kunne føre til et bedre liv et andet sted.

Vores flugt var vanskelig, og Raul og Alejandro var stadig små børn. Alligevel ville jeg, hvis jeg kunne vende tilbage og sige noget, sige, at vi burde gøre det samme igen.